Klage over dispensation fra naturbeskyttelsesloven § 16 til opførelse af boligbebyggelse ved Sølystvej/Borgergade Silkeborg - 2019
Se klage nedenfor
DN Silkeborg |
|
Miljø- og Fødevareklagenævnet
Nævnenes Hus
Toldboden 2
8800 Viborg 2. dec. 2019
Vedr. lokalplan 11-008 for "Søhaven" samt kommunens dispensation fra naturbeskyttelsesloven § 16 (sø- og åbeskyttelseslinje) til opførelse af 3 punkthuse på Søhaven - hjørnet af Sølystvej og Borgergade i Silkeborg
Sagsnr. EJD-2019-00223
Silkeborg Kommune har i januar 2019 modtaget en ny ansøgning om dispensation fra
søbeskyttelseslinjen og skovbyggelinjen til et revideret projekt, hvor byggehøjden for de to østligste punkthuse er reduceret i forhold til det oprindelige projekt. Ansøgningen omfatter nu tre punkthuse i 3, 4 og 5 etager med en maksimal bygningshøjde på henholdsvis 13 m, 16½ m og 20 m. Bygningernes placering på grunden er uændrede i forhold til tidligere og omfatter matr.nr. 1114,1141,821a, 821b, 1179, 1180,1182 og 1183
Efterfølgende har Silkeborg Kommune har med skrivelse af 11. nov. 2019 meddelt endnu en dispensation (den 3.) fra naturbeskyttelseslovens § 16 (sø og åbeskyttelseslinje) til opførelse af en punkthusbebyggelse ved Sølystvej/Borgergade kaldet "Søhaven".
Dispensationen giver mulighed for, at der på hjørnet af Borgergade og Sølystvej i Silkeborg kan opføres tre punkthuse på 3, 4 og 5 etager med en maksimal bygningshøjde på henholdsvis 13 m, 16,5 m og 20 m. Byggeriet er udformet således, at de enkelte punkthuse forskyder sig en halv etage og placeres på en ca. 1,8 m høj jordvold
Silkeborg Kommune gav i august 2016 dispensation fra naturbeskyttelseslovens 16 til at opføre 3 punkthus i varierende etage højde fra 3 etager til 7 etager.
Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der i januar 2018 ændrede dispensationen til et afslag. Tilbage i 2003 omgjorde det daværende Naturklagenævn også en dispensation fra naturbeskyttelsesloven til byggeri på grunden. Projektet var baseret på en tidligere lokalplan.
Efter vedtagelsen af lokalplan 11-008 blev SVANA, nu Miljøstyrelsen, af Silkeborg Kommune anmodet om en reduktion af søbeskyttelseslinjen indenfor det lokalplanområdet.
Den 20. aug. 2016 meddelte SVANA afslag til en reduktion af søbeskyttelseslinjen inden for det lokalplanlagte område.
Afgørelsen vedhæftes til orientering
Ved den seneste afgørelse fandt klagenævnet bl.a., at realisering af projektet ville medføre en så væsentlig tilsidesættelses af de landskabelige hensyn der skal varetages ved administration af søbeskyttelseslinjen, at der ikke var grundlag for en dispensation. Der blev navnlig lagt vægt på, at det ansøgte byggeri på op til 25 m ville adskille sig væsentligt fra den eksisterende noget lavere bebyggelse langs søens nordside, og at byggeriet derfor ville fremstå meget markant i landskabet.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse vedhæftes til orientering
Med indeværende lokalplan ønsker Silkeborg Kommune igen at reducere den eksisterende søbeskyttelseslinje for lokalplanområdet.
Silkeborg Kommune dispensation af 30. aug. 2016 fra naturbeskyttelseslovens § 16 (sø og åbeskyttelseslinje) til opførelse af boligbebyggelse ved Sølystvej/Borgergade
blev givet i forbindelse med virkeliggørelsen af lokalplan nr. 11-008. Lokalplanens formål var, at give mulighed for boliger i form af punkthusbebyggelse ned til Silkeborg Langsø
Inden for det lokalplanlagte område blev der givet mulighed for, at opførelse af 3 punkthuse i varierende etagehøjde fra 3 etager til 7 etager svarende til en bygningshøjde fra maksimum 13 meter til maksimum 25 meter.
Samtidig blev den tidligere lokalplan 123.11 ophævet, på de arealer der er omfattet af nærværende lokalplan 11-008
Lokalplan 123.11 som blev vedtaget af Silkeborg Byråd den 30. april 2003 havde til formål, at opføre 4 punkthusbebyggelser i 4-5 etager svarende til en byggehøjde på maks. 16 meter, inden for samme område/lokalplangrænse som nu udgør rammerne for beliggenhed og afgræsning af lokalplan 11-008.
Området fremstår i dag som et græsklædt område med store opstammede træer. Frøbækken løber gennem området som en åben bæk. Søbredden fremstår mod øst af en bræmme af rørsump og mod vest en mere åben søbred ud mod søen.
Det lokalplanlagte område ligger inden for sø- og åbeskyttelseslinjen. Formålet med naturbeskyttelseslovens § 16 er at sikre søer og åer som værdifulde landskabselementer og som levesteder og spredningskorridorer for plante- og dyreliv
Efter at være forelagt forslaget til lokalplan 123.11 afviste den daværende Skov- og Naturstyrelsen i brev af 24. feb. 2003, kommunens ønske om at ophæve søbeskyttelseslinjen indenfor lokalplanområdet.
Som begrundelse herfor henviste styrelsen til, at det først og fremmest af landskabelige grunde findes uheldigt at arealet nærmest søen udnyttes så massivt, som lokalplanen lægger op til. Styrelsen henviste endvidere til, at det daværende Århus Amt overfor Skov- og Naturstyrelsen ikke har kunnet anbefale, at beskyttelseslinjen ophæves.
Silkeborg Kommune blev herefter henvist til at behandle sagen efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, med klageadgang til Naturklagenævnet.
Derfor meddelte Silkeborg Kommune herefter selv dispensation fra lokalplanens søbeskyttelseslinje til opførelse af de planlagte punkthuse. Dispensationsafgørelsen blev påklaget af DN Silkeborg.
Med afgørelse af 12. dec. 2003 omgjorde et flertal på 9 af Naturklagenævnets medlemmer Silkeborg Kommunes dispensation af 28. aug. 2003 fra søbeskyttelseslinjen til opførelse af den omtalte punkthusbebyggelse til et afslag.
Naturklagenævnets afgørelse vedhæftes til orientering.
Som anført er DN Silkeborg blevet bekendt med, at Silkeborg Kommune med lokalplan 11-008 igen har ansøgt om en reducering af søbeskyttelseslinjen indenfor det lokalplanlagte område.
Realiseringen af lokalplan 11-008, kræver derfor kommunens dispensation fra
naturbeskyttelseslovens § 16.
Det ønsker DN Silkeborg hermed, endnu engang, at påklage. DN Silkeborg har derfor følende bemærkninger til Silkeborg Kommunes ansøgning om en reducering/ophævelse af søbeskyttelseslinjen inden for Lokalplan 11-008:
Det er DN Silkeborgs påstand, at det lokalplanlagte byggeri fortsat fremstår meget bastant og markant i landskabet ved Silkeborg Langsø. Projektet indebærer, efter DN´s opfattelse en væsentlig tilsidesættelse af Naturbeskyttelseslovens § 16, der har til formål at sikre en fornuftig balance mellem et givent byggeri og det omgivende landskab, hvilket ikke synes at være tilfældet med den foreslåede placering af nærværende punkthusbebyggelse.
Med afvisningen/omgørelsen af Silkeborg Kommunes dispensation fra søbeskyttelseslinjen for hhv. lokalplan 123.11 og lokalplan 11-008 må det forudsættes, at der principielt endelig er gjort op med muligheden for byggeri indenfor søbeskyttelseslinjen. Dette indebærer, efter DN´s opfattelse, at der kun i ganske særlige tilfælde bør meddeles dispensation fra søbeskyttelseslinjen. Som det fremgår, er der i den foreliggende sag tale om et meget markant byggeri indenfor beskyttelseslinjen til realisering af kommunens lokalplanlægning.
Samtidig har kommunen, jf. det tidligere sagsforløb, ikke kunne have en berettiget forventning om, at en ny lokalplan/dispensation for området kan realiseres.
DN Silkeborg finder det uacceptabelt, at kommunen fortsætter (nu for 3. gang) med at dispensere fra naturbeskyttelseslovens§ 16 (sø og åbeskyttelseslinjen).
Silkeborg Langsøs midterbassin er beliggende midt i byen og har stor rekreativ betydning og dermed en høj beskyttelsesværdi. Den ansøgte punkthusbebyggelse vil medføre en massiv fortætning af bebyggelsen omkring søen og samtidig en meget markant ændring af samspillet mellem grønne arealer og den bymæssige bebyggelse på søens nordlige side. DN finder, at der herved sker et så omfattende indgreb i de hensyn, som søbeskyttelseslinjen skal varetage, at det ansøgte byggeri ikke bør tillades.
En dispensation til det omhandlede byggeri vil således være alt for vidtgående set i forhold til den hidtidige praksis for dispensation fra søbeskyttelseslinjen.
Sidst men ikke mindst skal det bemærkes, at det lokalplanlagte p.t. står under vand som følge af de store nedbørsmængder og at et evt. byggeri på grunden sandsynligvis vil indebære en opfyldning på arealet og dermed en forøgelse af byggehøjden for den planlagte punkthusbebyggelse.
Med de forventede klimaændringer må det formodes, at der i fremtiden kommer mere nedbør og dermed en yderligere vandstandsstigning i søen.
Derfor skal man ikke bygge så sønært, som det her er tilfældet, men lade de sønære områder friligge som bufferzoner for øgede vandmasser.
DN Silkeborg skal således opfordre til, at Miljø- og Fødevareklagenævnet, som det var tilfældet med de tidligere meddelte dispensationer fra søbeskyttelseslinjen indenfor det lokalplanlagte område, omgør Silkeborg Kommunes seneste dispensation fra søbeskyttelseslinjen indenfor lokalplan 11-008, til et afslag
Med venlig hilsen
Bo Ryge Sørensen, sagsbehandler & bestyrelsesmedlem i DN Silkeborg
Pernille Ingemann, formand for DN Silkeborg