22. sep. 2016 

Natur & Miljøklagenævnet

Rentemestervej 8

2400 København NV                

 

Vedr. Dispensation fra naturbeskyttelsesloven § 16 til opførelse af boligbebyggelse ved Sølystvej/Borgergade, 8600 Silkeborg.

 

Silkeborg Kommune har med skrivelse af 30. aug. 2016 meddelt dispensation fra  naturbeskyttelseslovens § 16 (sø og åbeskyttelseslinje) til opførelse af boligbebyggelse ved Sølystvej/Borgergade på matr.nr. 821a, 1140, 1141, 1179, 1180, 1181,1182 og 1183 Silkeborg Markjorder (Sølystvej 1c, 3c, 3 og 7, 8600 Silkeborg).

Dispensationen er givet i forbindelse med virkeliggørelsen af lokalplan nr. 11-008.  Lokalplanens formål er, at give mulighed for boliger i form af punkthusbebyggelse ned til Silkeborg Langsø.

Inden for det lokalplanlagte område gives der mulighed for, at opførelse af 3 punkthuse i varierende etagehøjde fra 3 etager til 7 etager svarende til en bygningshøjde fra maksimum 13 meter til maksimum 25 meter.

Området fremstår i dag som et græsklædt område med store opstammede træer. Frøbækken løber gennem området som en åben bæk. Søbredden fremstår mod øst af en bræmme af rørsump og mod vest en mere åben søbred ud mod søen.

Det lokalplanlagte område ligger inden for sø- og åbeskyttelseslinjen. Formålet med naturbeskyttelseslovens § 16 er at sikre søer og åer som værdifulde landskabselementer og som levesteder og spredningskorridorer for plante- og dyreliv.

Med indeværende lokalplan ønsker Silkeborg Kommune at reducere den eksisterende søbeskyttelseslinje for lokalplanområdet.

Samtidig vil lokalplan 123.11 blive ophævet, på de arealer der er omfattet af nærværende lokalplan 11-008.

Den nye plan erstatter den tidligere lokalplan 123.11 som blev vedtaget af Silkeborg Byråd den 30. april 2003. Den havde til formål, at opføre 4 punkthusbebyggelser i 4-5 etager svarende til en byggehøjde på maks. 16 meter, inden for samme område/lokalplangrænse som den nu offentliggjorte lokalplan 11-008.

Efter at være forelagt forslaget til lokalplan 123.11 afviste den daværende Skov- og Naturstyrelsen i brev af 24. feb. 2003, kommunens ønske om at ophæve søbeskyttelseslinjen indenfor lokalplanområdet.

Som begrundelse herfor henviste styrelsen til, at det først og fremmest af landskabelige grunde findes uheldigt at arealet nærmest søen udnyttes så massivt, som lokalplanen lægger op til. Styrelsen henviste endvidere til, at Århus Amt overfor Skov- og Naturstyrelsen ikke har kunnet anbefale, at beskyttelseslinjen ophæves.

Silkeborg Kommune blev herefter henvist til at behandle sagen efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, med klageadgang til Naturklagenævnet.

Derfor meddelte Silkeborg Kommune herefter selv dispensation fra lokalplanens søbeskyttelseslinje til opførelse af de planlagte punkthuse. Dispensationsafgørelsen blev påklaget af DN Silkeborg.

Med afgørelse  af 12. dec. 2003 omgjorde et flertal på 9 af Naturklagenævnets medlemmer Silkeborg Kommunes dispensation af 28. aug. 2003 fra søbeskyttelseslinjen til opførelse af den omtalte punkthusbebyggelse til et afslag.

Naturklagenævnets afgørelse vedhæftes til orientering.

Som anført er DN Silkeborg blevet bekendt med, at Silkeborg Kommune med offentliggørelsen af den nye lokalplan 11-008 igen har ansøgt Naturstyrelsen om en reducering af søbeskyttelseslinjen indenfor det lokalplanlagte område. En reduktion der stort set svarer til kortbilag 2 i den nye lokalplan.

Afgørelse fra Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning (SVANA)

Silkeborg Kommune har efter vedtagelsen af lokalplan 11-008 anmodet Naturstyrelsen(nu SVANA) om en reduktion af søbeskyttelseslinjen for lokalplanområdet.

SVANA har afslået at reducere søbeskyttelseslinjen med den begrundelse, at det ikke vil medføre en administrativ forenkling, da lokalplanen vil blive realiseret ved meddelelse af én samlet byggetilladelse. SVANA har derfor vurderet, at den grundlæggende forudsætning for at meddele en generel reduktion af søbeskyttelseslinjen ikke er opfyldt.

Virkeliggørelsen af lokalplan 11-008, kræver derfor kommunens dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 16.

Det ønsker DN Silkeborg hermed at påklage. DN Silkeborg har derfor følende bemærkninger til Silkeborg Kommunes ansøgning om en reducering/ophævelse af søbeskyttelseslinjen inden for Lokalplan 11-008:

Det er DN Silkeborgs påstand, at det lokalplanlagte byggeri er meget bastant og markant i landskabet ved Silkeborg Langsø. Projektet indebærer, efter DN´s opfattelse en væsentlig tilsidesættelse af Naturbeskyttelseslovens § 16, der har til formål at sikre en fornuftig balance mellem et givent byggeri og det omgivende landskab, hvilket ikke synes at være tilfældet med den foreslåede placering af nærværende punkthusbebyggelse. En bebyggelse der, i forhold til den tidligere lokalplan for området, indebærer en væsentlig forøgelse af etagehøjden svarende til 7 etager og en bygningshøjde på 25 meter.

Med afvisningen/omgørelsen af Silkeborg Kommunes dispensation fra søbeskyttelseslinjen for lokalplan 123.11 må det forudsættes, at der principielt endelig er gjort op med muligheden for byggeri indenfor søbeskyttelseslinjen. Dette indebærer, efter DN´s opfattelse, at der kun i ganske særlige tilfælde bør meddeles dispensation fra søbeskyttelseslinjen. Som det fremgår, er der i den foreliggende sag tale om et meget markant byggeri indenfor beskyttelseslinjen til realisering af kommunens lokalplanlægning.

Samtidig har kommunen, jf. det tidligere sagsforløb, ikke kunne have en berettiget forventning om, at en ny lokalplan for området med endnu højere byggeri kan realiseres.

Silkeborg Langsøs midterbassin er beliggende midt i byen og har stor rekreativ betydning og dermed en høj beskyttelsesværdi. Den ansøgte punkthusbebyggelse vil medføre en massiv fortætning af bebyggelsen omkring søen og samtidig en meget markant ændring af samspillet mellem grønne arealer og den bymæssige bebyggelse på søens nordlige side. DN finder, at der herved sker et så omfattende indgreb i de hensyn, som søbeskyttelseslinjen skal varetage, at det ansøgte byggeri ikke bør tillades.

En dispensation til det omhandlede byggeri vil således være alt for vidtgående set i forhold til den hidtidige praksis for dispensation fra søbeskyttelseslinjen.

Sidst men ikke mindst skal det bemærkes, at det lokalplanlagte p.t. står under vand som følge af de store nedbørsmængder og at et evt. byggeri på grunden sandsynligvis vil indebære en opfyldning på arealet og dermed en  forøgelse af byggehøjden for den planlagte punkthusbebyggelse. Se vedhæftede fotos.

Med de forventede klimaændringer må det formodes, at der i fremtiden kommer mere nedbør og dermed en yderligere vandstandsstigning i søen.

Derfor skal man ikke bygge så sønært, som det her er tilfældet, men lade de sønære områder friligge som bufferzoner for øgede vandmasser.

DN Silkeborg skal således opfordre til, at Natur og Miljøklagenævnet, som det var tilfældet med den tidligere lokalplan 123.11, omgør Silkeborg Kommunes dispensation fra søbeskyttelseslinjen indenfor lokalplan 11-008, til et afslag.

 

Med venlig hilsen

Bo Ryge Sørensen, sagsbehandler & bestyrelsesmedlem i DN Silkeborg

Pernille Ingemann, formand for DN Silkeborg